Ny rammeaftale giver kronjyder forspring for godt geo- og miljøteknisk samarbejde
De rådgivende ingeniører, Christensen/Kromann, har vundet udbuddet om en ny to-årig rammeaftale for Vandmiljø Randers A/S.
Der er tale om geo- og miljøtekniske undersøgelser i forbindelse med eks. kloakseparerings-
projekter. Her er undersøgelserne med til at belyse forholdene, inden projekter sendes i udbud hos entreprenørerne.
- Omfanget af det her udbud passer til os og typen af opgaver er præcis de samme,
som vi har lavet et hav af for andre forsyningsselskaber, siger Kaare Kromann.
Det er første gang, at ingeniørvirksomheden, der beskæftiger seks medarbejdere, byder ind
og vinder en rammeaftale. Men med hensyn til selve opgaveløsningen, er man altså en rutineret virksomhed.
- Den her type rammeaftale passer rigtig godt til et mindre firma som vores. Rammeaftalen omfatter typer af opgaver, som vi har stor erfaring med at lave og er
rigtig gode til, forklarer Kaare Kromann, medindehaver af Christensen/Kromann.
Fordelen for Christensen/Kromann er åbenlyst, at der nu løbende kommer opgaver ind fra Vandmiljø Randers, som udgangspunkt svarende til omtrent et årsværk, men det giver også en stor fordel for forsyningsselskabet.
- Fordelen er, at selskabet får en fast kontaktperson og en prisliste, der gælder i to år. Det frigør tid for forsyningsselskabet, at de ikke skal sidde og lave udbud, håndtere
tilbud og kommunikere med flere forskellige om hvert lille projekt, forklarer Thomas Christensen, der især peger på den tætte dialog mellem forsyningsselskabet og
rådgiveren, som det vigtigste.
- Vi har flere gode samarbejder med forsyningsselskaber som er bygget op over mange år, hvor vi har lært hinanden at kende. Med Vandmiljø Randers kommer det
til at gå meget hurtigere med at få et stærkt samarbejde op at køre. En proces der allerede er godt i gang, siger Thomas Christensen.
Christensen/Kromann er etableret i Bjerringbro i 2010 og beskæftiger sig med geoteknisk rådgivning, jordbundsundersøgelser, geotekniske beregninger og tilsyn. Endvidere er
virksomheden en af Danmarks mest erfarne rådgivere inden for on-shore vindmøller.
-------------------
For yderligere: www.ckgeo.dk.
Thomas Christensen på telefon: +45 41786911
eller Kaare Kromann på telefon: +45 41786910