Diplomingeniør Rasmus Teistrup Ernst er ansat som geotekniker hos Christensen/Kromann.

Christensen/Kromann byder velkommen til ny geotekniker

Hos den rådgivende ingeniørvirksomhed Christensen/Kromann i Bjerringbro har man netop budt velkommen til en ny medarbejder. 

28-årige Rasmus Teistrup Ernst kommer fra en stilling hos Vestergaard Huse og ser frem til at slå sine folder som geotekniker hos Christensen/Kromann, der beskæftiger sig med geoteknisk rådgivning og er en af Danmarks mest erfarne rådgivere inden for on-shore vindmøller.

- Jeg er rigtig glad for at komme tilbage til geoteknikken, og så er det godt for min læringsproces, at jeg nu kommer til et sted, hvor der er masser af erfaring og dygtige folk at læne sig op ad, siger Rasmus Teistrup Ernst, der færdiggjorde sin uddannelse som diplomingeniør fra Ingeniørhøjskolen i Aarhus i 2020.

- Geoteknik er jo et fag, som rigtig mange berører. Men ganske få kender teorien og videnskaben bag. Det glæder jeg mig til at dykke ned i.

Den unge ingeniør, der har speciale i geostatik, ser især frem til at udvikle sine færdigheder som rådgiver ude i marken. Hos Christensen/Kromann gør man en dyd ud af at være tæt på kunderne og levere rådgivningen personligt. Det betyder, at man altid har et sæt gummistøvler og en regnjakke med i bilen.

- Det er jo ikke nok bare at aflevere en rapport til en entreprenør eller en bygherre. Værdien ligger i at skabe koblingen mellem det teoretiske plan og så virkeligheden ude på byggepladsen. Og det er derude, at man leverer værdien med rådgivningen, der er baseret på lige dele teori, erfaring og sund fornuft, siger Rasmus Teistrup Ernst.

Hos Christensen/Kromann er man glade for at få Rasmus Teistrup Ernst med om bord. Geoteknisk rådgivning er et udpræget nicheområde, så gode folk hænger ikke på træerne.

- Med ansættelsen af Rasmus har vi fået tilknyttet endnu en faglig stærk medarbejder, som også på det personlige plan passer perfekt ind i forretningen. I denne tid er det meget svært at finde kvalificeret arbejdskraft, så vi er rigtig glade for at få Rasmus om bord, siger Thomas Christensen, der er medindehaver af Christensen/Kromann..

Christensen/Kromann er etableret i Bjerringbro i 2010. I 2019 åbnede rådgivningsvirksomheden kontor i Aalborg. Der er fortsat stigende efterspørgsel og derfor søger man endnu en geotekniker, der skal have base i Aalborg og rådgive i hele det nordjyske område.